Lomvien – en fridykker

Lomvien er tilpasset et liv i og ved vandet.
Den er en hav-levende art, der kommer kun på land, når den skal yngle. Resten af året lever den langt ude på havet.
Nye studier har målt, at underarten Polarlomvie dykker ned til 200m´s dybde. Det er en voldsom dybde med 20 atmosfæres tryk.
Luften dernede klemmes sammen 20 gange – den fylder så kun 5% i forhold til heroppe.
Lomviens dunlag, der normalt er 2-3 cm tyk, er så presset sammen til 1-1,5mm på 200ms dybde. Det er en mærkbar reduktion af dunenes isolationsevne, hvilket ikke er uvæsentlig, når man lever i polarhavet.
Komprimeringen af luften mellem dunene, og luften i lungerne ændrer voldsomt på fuglens opdrift. Ved overfladen flyder den som en prop. Det kræver derfor meget arbejde, når den starter sit dyk. Det bliver mindre og mindre krævende at svømme nedad, jo mere trykket stiger og opdriften reduceres.
Tilsvarende er turen opad tungest i begyndelsen og bliver lettere og lettere, når trykket falder. Formentlig svømmer fuglen ikke aktivt de sidste mange meter mod overfladen.
På hvilken dybde opdriften forsvinder, og fuglen bliver tungere end vandet, ved jeg ikke.

Lomvien hviler sig mellem dykkene. Den flyder ret højt i vandet.

Den sænker kroppen i vandet, idet den gør sig klar til at dykke.

Der er kun et par meter dybt her, så den klemmer mest mulig opdrift ud af fjerdragten. Så skal den ikke kæmpe så voldsomt for at holde sig ved bunden.

Og nedad går det….

Når fjerdragten skal plejes er det praktisk at ligge så højt som muligt. Vandet er roligt her, men når det stormer og sprøjter til havs, så er det endnu mere påkrævet at ligge højt i vandet.
Lomvien ses her i vinterdragt.

Lomvien justeret sin opdrift når den dykker – en fridykker justerer sin tyngde.
En fridykker foretager en bevist afbalancering af, hvilken dybde han vil være neutral på.
For at kompensere for opdriften fra dragt og lungeluft, finjusterer fridykkeren sin vægt men bly.
Feks. afvejer han sig, så han er neutral på 15m´s dybde. Han skal derfor modvirke opdriften ved aktivt at svømme ned til 15m.
Under 15m´s dybde falder han passivt nedad, nedad mod det stadig stigende tryk, der langsomt øger farten. Mest mulig afslapning i muskler og tanker, sparer væsentligt på iltforbruget.
Når han vender, begynder den absolut tungeste del af svømmeturen opad. Langsomt bliver det mindre og mindre tungt. Fra 15m´s dybde hjælper opdriften ham det sidste stykke til overfladen..

Fridykker Rune Hallum VM 2011.
Halsvægten er afvejet til at give neutralitet på 15m´s dybde.

Undervandsfoto: Kimmo Lahtinen

1. Fra overfladen svømmes aktivt for at modvirke opdriften.
2. Under det passive fald, øges farten langsomt nedad mod det stadig stigende tryk.
3. Efter at have vendt på 88m´s dybde skal der arbejdes hårdt for at komme opad. Trykket er næsten 10 atmosfære, dvs. dragten er papirtynd og lungevolumen er klemt sammen til ca. 1/10. De første mange meter er meget tunge, men tyngden aftager på vejen op mod lyset og til overfladen – mod det næste tiltrængte åndedrag.

Det fremgår, at de røde farver, er dem der forsvinder først med dybden.

“Brille-Lomvie” er ikke en selvstændig art, men blot en farvevariant af almindelig Lomvie.
Varianten er mest udbredt mod nord, billedet her er også fra Vardø i Nordnorge.