Kampen om mursejleren – Del 1

Kampen om mursejlerene – Del 1

Mursejleren er en fugl som jeg er meget fascineret af.
Her er nogle få betragtninger om hvorfor, og et par oplevelser jeg har haft “sammen med den” !

Kendetegn
Den kendes let på deres “sejl-silhuet” og sit karakteristiske skrig. Ofte ses den sammen med svaler.
Den er en “byfugl” hvor vores bygninger gør det ud for de klipper hvor den oprindeligt finder sine redepladser.
Den har fået svære vilkår, fordi vi renoverer vores bygninger og derved fjerner de revner og sprækker som den ellers har sin rede i.

1. Redekasse
I en årrække havde vi et par mursejler boende i en redekasse under tagudhænget. Kassen har et specielt bredt hul, og har en skråstillet forside som skal forhindre andre fugle i at bruge kassen.
Jeg har ofte set stære og spurve forsøge at komme ind i kassen, men forgæves fordi forsiden er skrå.
Desværre måtte jeg pille kassen ned det år hvor vi lagde nyt tag på huset, så mursejleren blev dermed forvist, og kom ikke tilbage

Året efter lykkedes det en skovspurv at “knække koden” og bruge redekassen, på trods den skrå forside.
Mursejlerene kommer sent om foråret, de kommer hen i maj – her var skovspurven i fuld gang med at fodre unger i kassen.

2. Redekasseforsøg
Jeg vil gerne have et tilbud til mursejlerene, så jeg byggede en ny kasse. Belært af erfaringerne blev fronten 10 grader stejlere denne gang- ambitionerne var store, så den blev indrettet med 3 værelser.

Interessen for den nye kasse var stor – kort efter flyttede en lokal skovspurv ind i stuen til venstre !!!!!

3. Redekasseforsøg
Jeg byggede 2 nye kasser den efterfølgende vinter og hang dem op i en anden gavl – fronten var nu yderlig 10 grader stejlere!!
Igen var skovspurvene meget interesseret – og magtede at komme ind i kasserne. Jeg spærrede hullerne, og lukkede først op i maj hvor mursejlerene kommer til landet – men der er ikke mange i området mere, så endnu ingen held..

4. Redekasseforsøg
Jeg er lidt træt af skulle rende spærre og åbne hullerne, så næste vinter byggede jeg endnu 2 kasser. Nu sætter jeg trumf på – jeg laver hullerne i bunden af kasserne. Så kan de lære det, ka´ de !!
Problemet er nu blot, at hullerne er svære at få øje på for de boligsøgende mursejlere. Kasserne måtte derfor placeres højt, de blev hængt op i den tredje gavl.
Forventningerne var store til den forestående sæson – spærring af hullerne var jo ikke nødvendig i de nye kasser, så det var bare at vente til maj – og håbe !!!

Resultatet fremgår tydeligt af billederne – jeg må erkende at slaget er tabt!

Skovspurvene er langt mere adrætte end jeg havde forestillet mig.

Om det er generelt, eller om det er mig der gennem årene har trænet den lokale skovspurve familie ved jeg ikke !!

Mursejleren og katten
Mursejleren er en fantastisk flyver, med hastigheder på op til 200 km/t er det imponerende at følge den. Ikke mindst når de kommer tæt på, feks. flyver til redekassen, eller dykker for at drille den lokale kat.

Vores kat var udsat for sådan et drilleri, hvor fuglen med stor hastighed dykker ganske tæt på katten. Katten sprang op i luften efter fuglen hver gang. Efter 100 forsøg lykkedes det katten at stikke mursejleren en flad – de faldt til jorden og var begge noget forskrækkede. Hanne sprang ud af vinduet, for at forhindre yderlig kontakt, og jeg løb til for at hjælpe fuglen i luften igen.
Et gammelt mundheld siger, at en mursejler på jorden er prisgivet, at den ikke kan komme i luften igen.  Det kan jeg herefter afvise – den lettede ligeså fint, nok lidt fortumlet og en erfaring rigere!

Læs de øvrige indlæg, om mursejlerene og kvalerne for at få 3 par til at yngle på matriklen.
Kampen om mursejlerene – Del 1
Kampen om mursejlerene – Del 2 
Kampen om mursejlerene – Del 3
Kampen om mursejlerene – Del 4
Kampen om mursejlerene – Del 5
Kampen om mursejlerene – Del 6

 

Vide mere
Mursejlerne har deres egen hjemmeside, fyldt med informationer og gode råd, ikke mindst  om redekasser – Mursejlerne.dk
På Facebook har siden “Hjælp mursejlerne” mange følgere der får svar på div spørgsmål, og der er et væld af opslag om hvad der sker på mursejlerfronten her og i udlandet. Find den her: “Hjælp mursejlerne”
Også i udlandet er interessen for mursejlerne stor, find også inspiration her: http://kortlink.dk/q8m4

Fotoserie
En lille fotoserie af mursejleren – klik den op i stor !