15 timer i en lille kasse

Store mængder Traner søger mod Hornborgasjön i Sverige hvert år i begyndelsen af april.
Fuglene fouragerer efter forårstrækket, og finder en mage inden de trækker videre mod ynglestederne i hele Sverige.
Det er fascinerende at møde de mange fugle, og det skulle da også prøves at komme helt tæt på dem.
Til formĂĄlet havde jeg lejet et skjul – en lille kasse, 1,5m høj 1m bred og 2m lang. Man skal naturligvis være pĂĄ plads i skjulet inden Tranerne ankommer fra deres overnatningssteder om morgenen – og vente med at forlade skjulet til de er forsvundet for natten. Tranerne kommer tidligt og flyver sent, sĂĄ det blev derfor til 15 timer i den lille kasse.
Håbet var at kunne fotografere tranerne gennem skiftende lys i løbet af dagen. Men ak, lyset var meget fladt den dag. Der var kun korte perioder hvor der ikke var snevejr.

Skjulet var placeret i omrĂĄdet hvor der blev fodret, og placeret med udsigt til bĂĄde vand og marker – forhĂĄbningerne var store.

Livet i skjulet.
Jeg sad hele dagen pĂĄ toiletspandens lĂĄg – der var uheldigvis et lille metal hĂĄndtag som stak op midt pĂĄ lĂĄget – det kunne jeg efterfølgende mærke bagi de næste 3 dage….
Jeg startede dagen i 3 lag bukser og 3 lag under jakken – samt yderst en stor termokedeldragt.

Skjulet var møbleret med en toiletspand og en hylde i enderne.
Et Trangia sæt sikrede mulighed for at få lidt varmt mad og drikke indenbords.
At skifte mellem lugerne kunne være noget langsomligt, da det ofte krævede en del flytten- rundt – og det skulle foregĂĄ mussestille.

Skjulet.
Der var flere 30 x30 cm skydeluger pĂĄ alle sider.  De skulle ĂĄbnes med ekstrem forsigtighed for ikke at skræmme de sky fugle. NĂĄr det lykkedes at lirke en luge op, skulle objektivet naturligvis ikke stikkes ud, men skulle holdes inde i skjulet. Jeg var normalt dækket med sort hue og sorte handsker for, at være mindst mulig synlig udefra. SmĂĄ bevægelser var nok til at pĂĄvirke fuglene, til tider var det end ikke muligt at liste skydelugerne op.

 

Historien bag Tranerne ved Hornborgasjön.
I den første halvdel af 1900 tallet lå der en del spritbrænderier ved søen, efter afgæring af kartoflerne blev de smidt på markerne, hvilket gav føde til tranerne. Da spritbrænderierne lukkede i sidste halvdel af 1900-tallete, blev tranerne ved med at komme. Da der nu ikke længere var kartofler til dem, søgte de føde på de nærliggende marker, hvilket ikke begejstrede landmændene.
Med naturgenopretningen i 1990Ă©rne blev vandfladen i Hornborgasjön hæve med 1m, det genskabte gode forhold for det almene fugleliv – og tranerne.
I sæsonen spredes der store mængder korn til Tranerne hver nat – i løbet af hele sæsonen spredes der typisk 150 ton korn. Dette gøres ikke kun for at tiltrække tranerne, men ogsĂĄ for at beskytte de lokale landmænds afgrøder.

Snevejr prægede dagen og gjorde lyset flad.
Sangsvaner og Canadagæs kom også ganske tæt.
De ellers hvide Sangsvaner, bar præg af at de furagerede i mudderet.
Må erkende at det er første gang jeg har set en Trane svømme.

Billederne med morgensolen, er taget dagen efter besøget i skjulet.

Lomvien – en fridykker

Lomvien er tilpasset et liv i og ved vandet.
Den er en hav-levende art, der kommer kun pĂĄ land, nĂĄr den skal yngle. Resten af ĂĄret lever den langt ude pĂĄ havet.
Nye studier har målt, at underarten Polarlomvie dykker ned til 200m´s dybde. Det er en voldsom dybde med 20 atmosfæres tryk.
Luften dernede klemmes sammen 20 gange – den fylder så kun 5% i forhold til heroppe.
Lomviens dunlag, der normalt er 2-3 cm tyk, er så presset sammen til 1-1,5mm på 200ms dybde. Det er en mærkbar reduktion af dunenes isolationsevne, hvilket ikke er uvæsentlig, når man lever i polarhavet.
Komprimeringen af luften mellem dunene, og luften i lungerne ændrer voldsomt på fuglens opdrift. Ved overfladen flyder den som en prop. Det kræver derfor meget arbejde, når den starter sit dyk. Det bliver mindre og mindre krævende at svømme nedad, jo mere trykket stiger og opdriften reduceres.
Tilsvarende er turen opad tungest i begyndelsen og bliver lettere og lettere, når trykket falder. Formentlig svømmer fuglen ikke aktivt de sidste mange meter mod overfladen.
PĂĄ hvilken dybde opdriften forsvinder, og fuglen bliver tungere end vandet, ved jeg ikke.

Lomvien hviler sig mellem dykkene. Den flyder ret højt i vandet.

Den sænker kroppen i vandet, idet den gør sig klar til at dykke.

Der er kun et par meter dybt her, så den klemmer mest mulig opdrift ud af fjerdragten. Så skal den ikke kæmpe så voldsomt for at holde sig ved bunden.

Og nedad gĂĄr det….

Når fjerdragten skal plejes er det praktisk at ligge så højt som muligt. Vandet er roligt her, men når det stormer og sprøjter til havs, så er det endnu mere påkrævet at ligge højt i vandet.
Lomvien ses her i vinterdragt.

Lomvien justeret sin opdrift nĂĄr den dykker – en fridykker justerer sin tyngde.
En fridykker foretager en bevist afbalancering af, hvilken dybde han vil være neutral på.
For at kompensere for opdriften fra dragt og lungeluft, finjusterer fridykkeren sin vægt men bly.
Feks. afvejer han sig, så han er neutral på 15m´s dybde. Han skal derfor modvirke opdriften ved aktivt at svømme ned til 15m.
Under 15m´s dybde falder han passivt nedad, nedad mod det stadig stigende tryk, der langsomt øger farten. Mest mulig afslapning i muskler og tanker, sparer væsentligt på iltforbruget.
Når han vender, begynder den absolut tungeste del af svømmeturen opad. Langsomt bliver det mindre og mindre tungt. Fra 15m´s dybde hjælper opdriften ham det sidste stykke til overfladen..

Fridykker Rune Hallum VM 2011.
Halsvægten er afvejet til at give neutralitet på 15m´s dybde.

Undervandsfoto: Kimmo Lahtinen

1. Fra overfladen svømmes aktivt for at modvirke opdriften.
2. Under det passive fald, øges farten langsomt nedad mod det stadig stigende tryk.
3. Efter at have vendt pĂĄ 88m´s dybde skal der arbejdes hĂĄrdt for at komme opad. Trykket er næsten 10 atmosfære, dvs. dragten er papirtynd og lungevolumen er klemt sammen til ca. 1/10.  De første mange meter er meget tunge, men tyngden aftager pĂĄ vejen op mod lyset og til overfladen – mod det næste tiltrængte ĂĄndedrag.

Det fremgår, at de røde farver, er dem der forsvinder først med dybden.

Polarlomvie med de hvide “læber”
Alm Lomvie
Lomvie

“Brille-Lomvie” er ikke en selvstændig art, men blot en farvevariant af almindelig Lomvie.
Varianten er mest udbredt mod nord, billedet her er ogsĂĄ fra Vardø i Nordnorge. 

Par af Alm Lomvie og Brille-varianten.

Par af almindelig Lomvie og Brille-varianten.

PĂĄ vej hjem med maven fuld af mad til ungerne

PĂĄ vej hjem med maven fuld af mad til ungerne.

Nææ - er den til mig ?

Nææ – er den til mig ?

Fjerdragten spiller flot i solen under landingen.

Vinter i Tromsø

3 stjernegale fotografer har i flere omgange søgt mod Tromsøs vinterlys.
Turene har ligget i januar og februar, hvor solen ogsĂĄ midt pĂĄ dagen stĂĄr lavt – meget lavt. Dens flade vinkel mod horisonten kan give et dejligt blødt lys og lækker “blĂĄ time” lige efter solnedgang.

Normalt higer jeg efter lys og længere daglængde i januar  og februar – men her skulle vi prøve at gĂĄ den anden vej. 
Under turen i januar, var dagslængden i Tromsø kun på 4 timer. Yderligt var turene omhyggeligt planlagt til nymåne, netop for at få mest mulig mørke.
MĂĄlet var det bløde lys og nattehimlen – i  hĂĄb om at opleve nordlys.
Vi havde planlagt at være fremme “tidligt” den første dag, sĂĄ der ville være dagslys til at skaude (rekonisere og finde egnede fotosteder) allerede til den første nat – men SAS brilierede med en forsinkelse pĂĄ 3½ time – hvilket betød at dagslængden stort set var opbrugt inden vi nĂĄede frem.
Den lave sol gav lange tider med spændende lysforhold – som naturligvis trak i den indre fotograf.

 

 

 

Nordlyset viste sig flere gange under turen.
NĂĄr nordlyset er fremme, er det under konstant udvikling
Betagende scenerier at opleve – og forsøge at indfange med kameraet
Her viser nordlyset flere farver en den smukke grønne som eller var dominerende
Norskehavets kolde og klare vand brillierede med sine flotte pastelfarver
Tørrestativ til torsk var desværre tom, det var for tideligt på vinteren.
Fiskenes kød må ikke få frost mens de hænger til tørre.
Allerede først på eftermiddagen trænger aftenlyset sig på.
Et skibsvrag bliver valgt som motiv i Den blĂĄ Time.
Der leges mens lyslægning mens Den blå Time udvikler sig
Lidt efter middagstid viser solen sig pĂĄ fjelltoppene

Kampen om mursejlerne – Del 6

Vejret har været koldt i Sydeuropa, sĂĄ mursejlerne er kommet sent igen i ĂĄr. Det forventes, at det her den 26. maj kun er den første bølge der er ankommet – altsĂĄ de fugle som ynglede sidste ĂĄr, og allerede har en rede.
Stor er glæden hvert ĂĄr, nĂĄr mursejlerne efter 8 mĂĄneder vender hjem – og derved viser at de har overlevet den lange rejse og opholdet over Afrika.

De yngre boligsøgende fugle forventes ikke, at være ankommet endnu – men er det nu rigtigt ??

Voldsom overrasket blev jeg, da jeg fandt to ituslåede æg under den ene redekasse.
Det viser sig, at den tilsyneladende idyl blev afløst af en voldsom kamp i nat.

 

Angrebet kom i nattens mørke kl 04:20.
En fremmed mursejlerhan trænger efter et par forsøg ind i reden.

Det udvikler sig til en voldsom kamp mellem hannen.
Hunnen skælder ud, men blander sig ikke i kampen.

De to hanner kæmper i op mod 4 timer. Udmattelsen er tydelig. Omend den gamle bliver hakket i struben, magter den ikke at svare seriøst igen.

Den yngre og stærkere han kryber i reden til til hunnen, mens den gamle samler sig sammen, erkender nederlaget, og forlader reden.

Sejrherren holder vagt ved indgangshullet i flere timer, for at sikre, at den gamle ikke kommer tilbage.
Med sin ny erobrede hun og rede, har han mulighed for at føre sine gener videre.
For at gøre det det, må han først skille sig af med de 2 æg som hunnen allerede er ved at ruge på.

Dramaet fortsætter dagen efter.

Dramaet fortsætter. Dagen efter finder jeg et 3. æg knust under reden.
Hunnen har ingen æg at passe, så reden er tom i dagtimerne.
Til aften kommer først hannen tilbage. Den holder vagt ved hullet. To gange forsøger den gamle han at komme ind – men huldet forsvares med spidse klør.

Videoen er forkortet, ventetid er klippet ud.

Det er i mørket vi skal finde lys…
Omend det smerter mig at se de tre knuste æg under reden, så giver det mig et håb.
Naturligvis hĂĄber jeg, at hunnen acceptere den nye han, og at de nĂĄr at fĂĄ et kuld pĂĄ vingerne allerede i ĂĄr.
Det giver mig ogsĂĄ et hĂĄb om, at kunne holde bestanden kørende. 
Reden blev første gang brugt i 2018, de sidste 6 forĂĄr har indflyvningerne til reden vist mig, at det er fugle som kender reden – altsĂĄ forventer jeg, at det har været de samme fugle de sidste 7 ĂĄr. Det betyder ogsĂĄ, at de er ved at “være oppe i ĂĄrene”.
Nu tyder det pĂĄ at hannen er udskiftet til en yngre – mĂĄske hunnen ogsĂĄ kan blive “udskiftet løbende”.
Det vil glæde mig om de på den måde sikrer, at redekassen bliver brugt hvert år fremover.

Læs de øvrige indlæg, om mursejlerene og kvalerne for at få 3 par til at yngle på matriklen.
Kampen om mursejlerene – Del 1
Kampen om mursejlerene – Del 2 
Kampen om mursejlerene – Del 3
Kampen om mursejlerene – Del 4
Kampen om mursejlerene – Del 5

Koloni giver beskyttelse

Splitternen er en utrolig let og elegant flyver.
Med de lange slanke vinger er terner i klassen af fugleverdenens virkelige langdistanceflyvere. Nogle terner yngler så langt mod nord som der er land, og overvintre helt nede ved Antarktisk, hvilket jo kræver meget lange trækruter

Splitterne er ikke så aggressive som Hættemåger. Hættemågerne forsvarer deres kolonier med direkte angreb på udefrakommende fjender.
Det benytter Splitternerne sig af, de etablerer sig midt i en HættemĂĄgekoloni, her er  de dog hidsige nok til at presse HættemĂĄgerne ud i perferien af kolonien.
Når der kommer fremmede, så lader de Hættemågerne om at angribe og forsvare kolonien som en helhed.

Man er ikke i tvivl nĂĄr der er en HættemĂĄgekoloni, der er et konstant skrigeri og signaleren  mellem mĂĄgerne. De bor meget tæt, og det er ofte nødvendigt, lige at erindre naboerne om hvor grænserne gĂĄr mellem dit og mit.  Endvidere skal bĂĄndene mellem magerne styrkes gennem lyd.
Det giver ogsĂĄ en del skrigeri, nĂĄr der er nye par som skal finde sig en plads i mængden – hvor de andre syntes at der allerede er optaget.

HættemĂĄgerne accepterer Splitternerne, da de ikke konkurrerer pĂĄ føde. Splitternerne jager typisk længere til havs end HættemĂĄgerne, som jo endda  kan søge efter føde pĂĄ land.
Også Dværgmåger, forskellige ænder og Lappedykkere har for vane at etablere sig i Hættemågekolonier.

Her ser en han og en hun hinanden an. Hannen viser for hunnen, at han er en dygtig fisker, og at han derfor er en god partner der kan holde hende og ungerne mætte under rugningen og opfostringen af ungerne.
I tilfældet her holdt han sig dog længe pĂĄ afstand. Om end hun viste god interesse for fisken – sĂĄ fik hun den ikke….Kærlighed skal jo gĂĄ begge veje.

Der er en voldsom kommunikation, lydniveauet er højt, men gennem larmen finder han tilbage til den rette hun – som genkender og accepterer at han lander.

Der flyves ganske mange Tobis ind i kolonien. Hvilket sætter sit præg på duften i området.
Tobisen kan være langt fra kysten, men Ternerne er både elegante og hurtige flyvere.

Fugle bor meget tæt i kollonien

“Lille spejl i vandet der, hvem er den kønneste i søen her” !!

Hættemågen er en rigtig flot fugl med sin hvide krop, grå vinger og sorte aftegninger på vingespidserne

Hættemågen ser vi om vinteren uden, eller næsten uden hætte.
Den kommer på her i yngletiden, og som det ses, så er den ikke sort. Den står flot i forhold til det hvide øje og røde næb og svælg.

Hætten er væk om vinteren, der er kun den sorte plet bag øjet.

Her en juvil , som jo afviger ganske meget fra de voksne fugle

Parringerne stimulerer de øvrige mĂĄger – en funktion der er med til at sikre er en stor samtidighed i kolonien, derved er sĂĄrbare, og har brug for forsvar pĂĄ samme tid.

I forsvaret af kolonien kan Hættemågerne være ganske aggressive. De er ikke bare mange og truende, men kan gå direkte til angreb.

I kano pĂĄ Lake Duluti

I kano pĂĄ Lake Duluti

Under vores ophold i Arusha, Tanzania 2019, havde jeg fået opsnust, at en ung mand tilbød roture i sin kano på Lake Duluti. Umiddelbart ikke det store at forvente på en 1000 x 700 m store sø. Men jeg blev klogere..
Der var mange spændende arter, og det var muligt at komme relativt tæt på flere af dem.

 

I sivene boede der Tavetavævere / Golden Taveta Weavers, de var i gang med redebyggeri – et facinerende skue..
Tavetavævere laver sine tråde ved at spalte sivene, og rive strenge i passende bredde af.
Fuglen udvælger to rør med passende afstand, og går så i gang. Med fletninger og et utal af knuder dannes den fineste og meget stabile rede.
Se billederne i kolonnen herunder – og fĂĄ et indtryk af hvor stort og kompliceret et fletværk den udfører.

Det er hannen alene der bygger reden.
Når den er færdig, skal der findes en mage. Den store indgangsåbning signalerer at reden er ledig.

NĂĄr hunnen har accepteret bygmesteren – og hans bygværk, sĂĄ snørers hullet mere til. Andre kan sĂĄ ogsĂĄ se, at her er et etableret ynglepar.

Der var også mange andre fuglearter ved søen.
Stille padlede han rundt og fremviste hvad han sĂĄ. Jeg oversĂĄ næbbe nogle motiver i søen, og diagerede meget rundt med ham,  for at fĂĄ de bedst mulige fotovinkler, og blev hængende lidt længere end folk med telefonkameraet typisk gør.
Jeg spurgte ham, om ikke han ofte havde fotografer med pĂĄ søen – “Not like you Sir” svarede han 🙂
Omend han måtte søen rundt to gange, tror jeg han var tilfreds med betalingen!

Dejligt at se en ung mand forsøge at lave sig en forretning med enkle midler. Vi lavede en aftale om, at han skulle hjælpe mig med at artsbestemme fuglene når jeg kom hjem, og jeg skulle levere ham billeder, som han kunne bruge til at markedsføre sin lille forretning.
Det viste sig dog efterfølgende, at han var mere “large” med artsbestemmelserne end jeg er. Ænderne pĂĄ søen viste sig at være” White-Faced Whisling Ducks” – hvor han mente at “Ducks” var en dækkende bestemmelse….

Klik gerne galleriet her op i stort

PĂĄ smĂĄ vinger over atlanten

PĂĄ smĂĄ vinger over Atlanten

Den voldsomme Tropiske storm Ian – som har kostet mere end 100 menneskeliv i Florida – har formentlig kastet mange fugle med sig ud over Atlanten. Mange af dem ser aldrig land igen, de gĂĄr til grunde pĂĄ havet. Er man ikke en fugl der kan flyde pĂĄ vandet, sĂĄ er der ingen chancer for at tage et hvil. 

 

En ganske lille sanger, holdt sig pĂĄ vingerne hele vejen pĂĄ tværs af Atlanten, indtil den nĂĄede den danske vestkyst. Afhængigt af hvor den var, da orkanen tog den, sĂĄ er det en tur pĂĄ 4 – 6.000 km. Det er en meget lang tur for en Gul Sanger.

Det er en fugl der er vant til at trække fra Canada og de nordlige dele af Amerika til Mellemamerika. De normale trækruter gĂĄr over land, hvorved fuglene har mulighed for at mellemlande, spise og hvile.  Trods det, er det en imponerende bedrift at krydse Atlanten, den er da heller ikke tidligere set i Skandinavien. Fuglen er naturligvis et tilløbsstykke, rigtig mange ornitologer valfarter i disse dage til Agger, for at byde fuglen velkommen.
 
Den spiser flittigt, er konstant i bevægelse for at finde mad.
Den er tydeligvis uvant med omgivelser – feks. lyden af en due der letter, fĂĄr den til at reagere – noget de hjemmehørende smĂĄfugle ikke ænser. Vi mĂĄ hĂĄbe pĂĄ en mild vinter i Danmark – sĂĄ den fĂĄr mulighed for, at opleve et europæisk forĂĄr.

Kampen om mursejlerne – Del 5

Kampen om mursejlerne – Del 5.

Forventningerne var store – men overraskelsen endnu større. 
For bedre at kunne følge livets gang hos mursejlerene har jeg monteret et kamera i den ene af redekasserne. 

 

De første 2 fugle observeres på himlen den 13. maj, og propperne blev straks trukket så fuglene havde adgang til redekasserne. Det var tydeligvis de gamle fugle som kender hullerne, de gik i hver sit, én i tårnet og heldigvis også en i gavlkassen hvor kameraet er monteret.

Det er 8 mĂĄneder siden den har set sin mage.
Spændt venter fuglen på, om magen har klaret vinteren og turene frem og tilbage fra Afrika.
Med kun “naboen” som selskab i luften, mĂĄ den vente i dagevis.

Efter 8 lange dage kom magen sĂĄ endeligt – den blev budt velkommen med intens nusseri, men nĂĄr man hverken har siddet eller ligget ned i 8 mĂĄneder, sĂĄ skal der lige soves lidt…..

Efter et par timers søvn tog de en kort aftentur i luften.
Glæden strålede ud af dem, var ikke til at tage fejl af, alle 3 fugle i vild leg over matriklen.

Jeg hĂĄber ogsĂĄ, at de sidste 3 fugle har klaret sig og snart vender hjem.
De må hjælpe mig med at holde skovspurvene væk, jeg tømmer de øvrige kasser for skovspurvenes redematerialer hver dag.

Stor var glæden, da det første æg blev lagt.
Det er her efterladt, mens forældrene er ude for at jage.

Skovspurvene opruster kampene

Hvis du har læst mine tidligere indlæg Kampen om mursejlerene – Del 1 til 4, vil du vide, at jeg har svært ved at holde Skovspuvene væk fra mursejlernes redekasser. Hvis jeg undlader at gøre noget, sĂĄ vil mursejlerne blive fortrængt fra matriklen.
Skovspurvene ville fylde redekasserne med redematerialer inden mursejlerne nĂĄr frem om forĂĄret. Skovspurvene fylder vitterligt kasserne helt op, der ville slet ikke plads til, at en mursejler kunne klemme sig ind.
Hullerne er afproppet hele vinteren. Om foråret når mursejlerne kommer trækker jeg propperne . Alle huller står derefter åbne, også til de ledige redekasser, da jeg jo håber at nye par også vil slå sig ned her.
Mursejlerne kan let jage skovspurvene væk ude i det ĂĄbne, men nĂĄr de sætter sig i hullerne, med “kun næbbet” udenfor, sĂĄ kan mursejlerne ikke gøre noget.

Nu er skovspurvene yderligt gĂĄet i offensiven. 
En skovspurv ser sit snit til at besøge mursejlerenes rede mens de er ude. Den er tydeligvis utryg ved situationen, men får hakket hul i det lagte æg, og skynder sig ud igen.
Se videoen!

Dette på trods af, at jeg aldrig tidligere har set skovspurve gå i denne redekasse. Det er en bevidst handlig, der tjener til at fortrænge mursejlrene.
Det skal dog ikke lykkes!

Herefter er alle Skovspurve blevet bandlyst pĂĄ matriklen !!!
Alle redekasser og redesteder for Skovspuvene er nu fjernet eller afproppet.
Vinterfodringen har ogsĂĄ tidligere trukket mange skovspurve – det er nu slut, der vinterfodres slet ikke mere. Det er trist, da mange andre fugle ogsĂĄ nød godt af det.
Jeg anser dog mit arbejde med de truede mursejlere som det vigtigste – sĂĄ mĂĄ jeg overlade fodringen af  vinterfuglene til naboerne.
Det er tydeligt, at der kommer lokalkendte skovspurve som kender, og tjekker de gamle redesteder under taget, og tjekker mursejlerhullerne, selvom der sidder propper i hullerne.
Levetiden for skovspurve er ca. 3 ĂĄr, sĂĄ jeg hĂĄber at kunne normalisere forholdene pĂĄ matriklen om fĂĄ ĂĄr.

Af de 3 par mursejlere jeg har boende, er der både denne, og den efterfølgende sæson lykkes at få 4 unger på vingerne 🙂

Læs de øvrige indlæg, om mursejlerene og kvalerne for at få 3 par til at yngle på matriklen.
Kampen om mursejlerene – Del 1
Kampen om mursejlerene – Del 2 
Kampen om mursejlerene – Del 3
Kampen om mursejlerene – Del 4
Kampen om mursejlerene – Del 5
Kampen om mursejlerene – Del 6

Runde- og Dovrefjeld

Runde- og Dovrefjeld

NĂĄr vejrguderne smiler over Norge, sĂĄ er det et af det smukkeste lande jeg kender.
På denne tur startede vi ud med det skønneste vejr ved fuglefjellet Runde.
Den efterfølgende tur ind i landet mod Dovrefjell, gik over Geiranger hvor vejret skiftede til periodevis tæt tåge.

Landskaber mv.

Lunderne pĂĄ Runde

De fleste Lunder er færdige med at fodre ungerne på rederne sidst i juli. Forældrene sulter derefter ungerne ud af hullerne. Efter en uge er de motiverede til at komme ud, og til at tage springet mod havet.
Kun få fugle flyver stadig ind med fisk under vores besøg.

En Lunde flyver fint – bĂĄde over og under vandet, men landingerne pĂĄ klipperne er ofte noget kluntede. Det ved de tilsyneladende godt. De sidder og kigger pĂĄ hinanden, for at se hvordan landingerne gĂĄr.

Skønt er det at følge dem gennem dagens sidste timer, hvor lyset bliver mere og mere gyldent.

Det øvrige fugleliv

Nærheden af havet og de beskyttende klipper giver grundlag for meget fugleliv. Også arter som ernærer sig via havfuglene yngler her. Her er bla. Havørn som tager løs af havfuglene.
Storkjoven har ogsĂĄ fundet sig tilrette. Den har sin rede i græsset pĂĄ det flade højfjeld. Storkjoven stresser de andre havfugle, jager og generer dem, til de gylpe deres bytte op – det snupper den sĂĄ i luften. Under luftduellerne prikker den sine ofre under næbet – pĂĄ samme mĂĄde som fuglens unger ville have gjort – det udløser gylperefleksen, og sĂĄ er der mad til Storkjoven.
Selv en fantastisk flyver som Sulen, magter Storkjoven at udmanøvrere i luften – det er imponerende !
Alkene var færdige med deres yngelpleje, under vores besøg, var de taget til havs – men efter flere sejladser lykkedes det dog at finde Ă©n enkelt pĂĄ vandet.
Topskarven har også en koloni på Runde. Desværre viser den kun sin top i forbindelse med parringsritualerne.
Lomvierne sad stadig pĂĄ klipperne i deres hvide verden.
Sulen viste sine evner som kunstner, ved at male sine hvide striber pĂĄ den rustikke klippe.
Tranen, Hjejlen, Blåhalsungen og Løvsangeren er fra området ved Dovrefjeld.

Dyrlivet

Moskusokse var et af mĂĄlene for turen til Dovrefjeld.
De gĂĄr højt til fjelds og spredt ud over det store Dovrefjeld. Rygsækken blev pakket med kun det nødvendigeste inden opstigningen, der startede først pĂĄ dagen. Jeg kom til at sande, at fjeldet er stort. Det blev en lang dag – men det lykkedes dog at lokalisere og indhente en lille flok pĂĄ 3 stk.
Kronhjorten overraskede os ved dens tilstedeværelse pĂĄ Runde – som jo er en forholdsvis lille ø.

Kirkeuglen overrasker

Kirkeuglen overrasker

Kirkeuglen er tæt på udryddelse i Danmark, der findes kun et dusin ynglepar tilbage.
I 1960´erne var Kirkeuglen den mest udbrede ugle i Jylland og på Fyn. Uglerne er altså blevet sultet ud af vores natur i løbet af få årtier.

Når afstanden mellem yngleparrene bliver for stor til at de kan nå hinanden, så er det svært at opretholde en bestand. Man har længe ment, at kirkeugler kun spreder sig få km fra det sted de er klækket.

MEN – igen – har vi undervurderet et dyrs evner. En Kirkeugle unge, der i Himmerland fik monteret en lyslogger på ryggen, blev 3 år senere indfanget ved Vejen. Lysloggeren afslørede at uglen gennem en lang periode, havde fløjet på kryds og tværs ned gennem Jylland, hvor den formentlig har søgt efter en mage. Hvilket så lykkedes ved Vejen, 170 km ”hjemmefra”.

Opdagelsen her give hĂĄb til de mennesker der konstant arbejder pĂĄ at holde liv i vores spinkle og sĂĄrbare bestand i Danmark.

Kirkeuglen er lille langbenet fugl, kun lidt større end en Solsort

Billederne har jeg tager i Spanien

(Kilde: DOF)

I øjenhøjde med gribbene

I øjenhøjde med gribbene

ForĂĄret i Extremadura byder pĂĄ et rigt liv af fugle. Første indtryk er de mange rovfugle pĂĄ himlen. Glenter og Gribbe ses ofte kredse over landskabet – iblandet Hvide Storke.
Landskabet er ligesom det, vi forsøger at skabe herhjemme i Danmark: åben land med træer og store arealer der afgræsses af dyr. Andre store arealer dyrkes ikke, og det giver en god artsdiversitet af fugle.

Gribbene

Gribbene fascinerer ikke kun på grund af deres størrelse, men også for deres glideflugt og deres evner til at finde føde i det store landskab.
Tidlig morgen er ikke gribbetid, de venter pĂĄ at solen varmer jorden op, og at der dannes opvinde som de kan glide pĂĄ. Dog kan de komme tidligere afsted de dage, hvor vind presses mod klipperne, og luften tvinges opad.
StĂĄende pĂĄ en ca. 200m høj klippe, oplever vi gribbene glide op i øjenhøjde til os, og videre opad – ofte langt op over os. Det er meget fascinerende at se, hvordan de hænger pĂĄ vinden – og uden vingeslag bevæger sig op og ned. Langs klippesiden bruger de vinden som presses op, og højere oppe bruger de varmetermikken til at komme op i flere km´s højde.
At stĂĄ der, over dem, nĂĄr de steg op, var lidt ligesom at være en del af deres tur opad…
Der var langt flest gĂĄsegribbe, som med et vingefang pĂĄ 2,75m imponerede, nĂĄr de lydløst gled forbi – tæt forbi…. Én af mine største fugleoplevelser !
Den lidt større Munkegrib var ikke så talrig, og den noget mindre Ådselgrib

Skrigfuglene

Ordnen af Skrigfugle består bla. af vores egen Isfugl, men også Biæder, Hærfugl og Ellekrage som vi alle opsøgte på turen.
Biæderne var netop kommet til deres koloni, kurmageri, udgravning af redehuller samt kampe om hunner og redepladser var i gang.
Biædernes vane med at sidde helt tæt op ad deres mage og overbringe gaver, er livsbekræftende at se. Imponerende er det også at se den kampiver, de udviser i forsvar af hvad der er deres. De smukke fugle er meget fotogene,. Der blev derfor brugt en del tid ved kolonien.

Ellekragerne var godt i gang med æglægningen. Det var lidt svære at komme tæt på, men de tiltak vores opmærksomhed. Imponerende at følge parrenes tætte bånd, og hannerne der imponerer med deres fald fra store højder.

Hærfuglenes karakteristiske kald hørtes ofte, men fuglene var ikke nemme at komme tæt på.

Andre fugle

Vi opsøgte forskellige habitater og gennemsøgte dem for andre fugle.
Naturligvis søgte vi primært arter, som vi ikke ser her hjemme. Dog må jeg erkende, at Kirkeuglen trak voldsomt i mig, og det lykkes da også at få ram på den.
Sangerne var aktive og meget smukke.

Nærmest ved et tilfælde fandt vi også et kuld ræveunger. Det var rigtig hyggeligt at se dem i et klippemiljø

Vinter på Færørene

Vinter på Færørene

Da datteren tog børnebørnene med til Færørene for en periode pĂĄ 9 mĂĄneder, var det oplagt at tage pĂĄ besøg et par gange udenfor “sæsonen”.
Det var en meget positiv oplevelse, at det land, som jeg forventede kun var attraktiv for mig om sommeren, også kan være ekstrem flot om vinteren.
Meget milde og stille dage blev pludselig vekslet til vinter. Med øernes placering midt i Atlanterhavet er der normalt ikke tale om lange kuldeperioder, men når de kolde vinde fra nord rammer, så kan de ramme hårdt og udløse sne på fjeldene.
Vinteren 2021-22 var usædvanlig på Færøerne. Den bød faktisk på mere sne end vinteren gjorde i Danmark.
Under en bidende kold stiv kuling, fik jeg bekræftet, at scenerierne på Færøerne kan skifte på få minutter.

Slagtning

De mange grønne bjergsider udnyttes til fåreavl, hvor dyrene stort set passer sig selv hele sommeren. I oktober gennes dyrene sammen for bla at få et dyrlægetjek, og for at udvælge hvilke der skal slagtes.
Fåreavlerne indkalder venner og bekendte til at hjælpe til med til arbejdet. På den måde får de også mulighed for at få del i det attraktive kød.
Kødet ophænges efter slagtningen i tørrehuse, hvor det lufttørres. Over alt ses bygninger med spalter mellem brædderne, hvor familiens kød hænger. Kødet fermenterer og giver en smag som er unik for færørene.
I mange fjorde ses havbrug, her er der en stor produktion af laks, som er blevet en stor export vare fra Færørene. Både driften af de mange laksebure, indfangningen og slagtningen foregår meget organiseret og effektivt.

Fugle

Der blev naturligvis også spottet efter fugle under besøgene på Færørene.
De mange havfugle som yngler på Færørene, lever deres liv på havet. De er kun på land i yngleperioden.
Det kan lige give anledning til nogle overraskelser, nĂĄr man ser en “ny art” – som sĂĄ viser sig blot at være en, der er klædt i en ukendt vinterdragt. Jeg mĂĄ erkende at en Tejst fik mig helt op pĂĄ mærkerne…
OgsĂĄ Lomvien kan snyde – men den havde snydt mig tidligere !

En helt fantastisk stemning den 5. april, hvor en lille bygd, badet i forårssol blev invaderet af en meget snakkesalig stæreflok. Der blev foråret meget nærværende.