Fugle – PerHallum.dk

15 timer i en lille kasse

Store mængder Traner søger mod Hornborgasjön i Sverige hvert år i begyndelsen af april.
Fuglene fouragerer efter forårstrækket, og finder en mage inden de trækker videre mod ynglestederne i hele Sverige.
Det er fascinerende at møde de mange fugle, og det skulle da også prøves at komme helt tæt på dem.
Til formålet havde jeg lejet et skjul – en lille kasse, 1,5m høj 1m bred og 2m lang. Man skal naturligvis være på plads i skjulet inden Tranerne ankommer fra deres overnatningssteder om morgenen – og vente med at forlade skjulet til de er forsvundet for natten. Tranerne kommer tidligt og flyver sent, så det blev derfor til 15 timer i den lille kasse.
Håbet var at kunne fotografere tranerne gennem skiftende lys i løbet af dagen. Men ak, lyset var meget fladt den dag. Der var kun korte perioder hvor der ikke var snevejr.

Skjulet var placeret i området hvor der blev fodret, og placeret med udsigt til både vand og marker – forhåbningerne var store.

Livet i skjulet.
Jeg sad hele dagen på toiletspandens låg – der var uheldigvis et lille metal håndtag som stak op midt på låget – det kunne jeg efterfølgende mærke bagi de næste 3 dage….
Jeg startede dagen i 3 lag bukser og 3 lag under jakken – samt yderst en stor termokedeldragt.

Skjulet var møbleret med en toiletspand og en hylde i enderne.
Et Trangia sæt sikrede mulighed for at få lidt varmt mad og drikke indenbords.
At skifte mellem lugerne kunne være noget langsomligt, da det ofte krævede en del flytten- rundt – og det skulle foregå mussestille.

Skjulet.
Der var flere 30 x30 cm skydeluger på alle sider. De skulle åbnes med ekstrem forsigtighed for ikke at skræmme de sky fugle. Når det lykkedes at lirke en luge op, skulle objektivet naturligvis ikke stikkes ud, men skulle holdes inde i skjulet. Jeg var normalt dækket med sort hue og sorte handsker for, at være mindst mulig synlig udefra. Små bevægelser var nok til at påvirke fuglene, til tider var det end ikke muligt at liste skydelugerne op.

Historien bag Tranerne ved Hornborgasjön.
I den første halvdel af 1900 tallet lå der en del spritbrænderier ved søen, efter afgæring af kartoflerne blev de smidt på markerne, hvilket gav føde til tranerne. Da spritbrænderierne lukkede i sidste halvdel af 1900-tallete, blev tranerne ved med at komme. Da der nu ikke længere var kartofler til dem, søgte de føde på de nærliggende marker, hvilket ikke begejstrede landmændene.
Med naturgenopretningen i 1990érne blev vandfladen i Hornborgasjön hæve med 1m, det genskabte gode forhold for det almene fugleliv – og tranerne.
I sæsonen spredes der store mængder korn til Tranerne hver nat – i løbet af hele sæsonen spredes der typisk 150 ton korn. Dette gøres ikke kun for at tiltrække tranerne, men også for at beskytte de lokale landmænds afgrøder.

Snevejr prægede dagen og gjorde lyset flad.
Sangsvaner og Canadagæs kom også ganske tæt.
De ellers hvide Sangsvaner, bar præg af at de furagerede i mudderet.
Må erkende at det er første gang jeg har set en Trane svømme.

Billederne med morgensolen, er taget dagen efter besøget i skjulet.

Lomvien – en fridykker

Lomvien er tilpasset et liv i og ved vandet.
Den er en hav-levende art, der kommer kun på land, når den skal yngle. Resten af året lever den langt ude på havet.
Nye studier har målt, at underarten Polarlomvie dykker ned til 200m´s dybde. Det er en voldsom dybde med 20 atmosfæres tryk.
Luften dernede klemmes sammen 20 gange – den fylder så kun 5% i forhold til heroppe.
Lomviens dunlag, der normalt er 2-3 cm tyk, er så presset sammen til 1-1,5mm på 200ms dybde. Det er en mærkbar reduktion af dunenes isolationsevne, hvilket ikke er uvæsentlig, når man lever i polarhavet.
Komprimeringen af luften mellem dunene, og luften i lungerne ændrer voldsomt på fuglens opdrift. Ved overfladen flyder den som en prop. Det kræver derfor meget arbejde, når den starter sit dyk. Det bliver mindre og mindre krævende at svømme nedad, jo mere trykket stiger og opdriften reduceres.
Tilsvarende er turen opad tungest i begyndelsen og bliver lettere og lettere, når trykket falder. Formentlig svømmer fuglen ikke aktivt de sidste mange meter mod overfladen.
På hvilken dybde opdriften forsvinder, og fuglen bliver tungere end vandet, ved jeg ikke.

Lomvien hviler sig mellem dykkene. Den flyder ret højt i vandet.

Den sænker kroppen i vandet, idet den gør sig klar til at dykke.

Der er kun et par meter dybt her, så den klemmer mest mulig opdrift ud af fjerdragten. Så skal den ikke kæmpe så voldsomt for at holde sig ved bunden.

Og nedad går det….

Når fjerdragten skal plejes er det praktisk at ligge så højt som muligt. Vandet er roligt her, men når det stormer og sprøjter til havs, så er det endnu mere påkrævet at ligge højt i vandet.
Lomvien ses her i vinterdragt.

Lomvien justeret sin opdrift når den dykker – en fridykker justerer sin tyngde.
En fridykker foretager en bevist afbalancering af, hvilken dybde han vil være neutral på.
For at kompensere for opdriften fra dragt og lungeluft, finjusterer fridykkeren sin vægt men bly.
Feks. afvejer han sig, så han er neutral på 15m´s dybde. Han skal derfor modvirke opdriften ved aktivt at svømme ned til 15m.
Under 15m´s dybde falder han passivt nedad, nedad mod det stadig stigende tryk, der langsomt øger farten. Mest mulig afslapning i muskler og tanker, sparer væsentligt på iltforbruget.
Når han vender, begynder den absolut tungeste del af svømmeturen opad. Langsomt bliver det mindre og mindre tungt. Fra 15m´s dybde hjælper opdriften ham det sidste stykke til overfladen..

Fridykker Rune Hallum VM 2011.
Halsvægten er afvejet til at give neutralitet på 15m´s dybde.

Undervandsfoto: Kimmo Lahtinen

1. Fra overfladen svømmes aktivt for at modvirke opdriften.
2. Under det passive fald, øges farten langsomt nedad mod det stadig stigende tryk.
3. Efter at have vendt på 88m´s dybde skal der arbejdes hårdt for at komme opad. Trykket er næsten 10 atmosfære, dvs. dragten er papirtynd og lungevolumen er klemt sammen til ca. 1/10. De første mange meter er meget tunge, men tyngden aftager på vejen op mod lyset og til overfladen – mod det næste tiltrængte åndedrag.

Det fremgår, at de røde farver, er dem der forsvinder først med dybden.

“Brille-Lomvie” er ikke en selvstændig art, men blot en farvevariant af almindelig Lomvie.
Varianten er mest udbredt mod nord, billedet her er også fra Vardø i Nordnorge.

Par af almindelig Lomvie og Brille-varianten.

På vej hjem med maven fuld af mad til ungerne.

Nææ – er den til mig ?

Fjerdragten spiller flot i solen under landingen.

Kampen om mursejlerne – Del 6

Vejret har været koldt i Sydeuropa, så mursejlerne er kommet sent igen i år. Det forventes, at det her den 26. maj kun er den første bølge der er ankommet – altså de fugle som ynglede sidste år, og allerede har en rede.
Stor er glæden hvert år, når mursejlerne efter 8 måneder vender hjem – og derved viser at de har overlevet den lange rejse og opholdet over Afrika.

De yngre boligsøgende fugle forventes ikke, at være ankommet endnu – men er det nu rigtigt ??

Voldsom overrasket blev jeg, da jeg fandt to ituslåede æg under den ene redekasse.
Det viser sig, at den tilsyneladende idyl blev afløst af en voldsom kamp i nat.

Angrebet kom i nattens mørke kl 04:20.
En fremmed mursejlerhan trænger efter et par forsøg ind i reden.

Det udvikler sig til en voldsom kamp mellem hannen.
Hunnen skælder ud, men blander sig ikke i kampen.

De to hanner kæmper i op mod 4 timer. Udmattelsen er tydelig. Omend den gamle bliver hakket i struben, magter den ikke at svare seriøst igen.

Den yngre og stærkere han kryber i reden til til hunnen, mens den gamle samler sig sammen, erkender nederlaget, og forlader reden.

Sejrherren holder vagt ved indgangshullet i flere timer, for at sikre, at den gamle ikke kommer tilbage.
Med sin ny erobrede hun og rede, har han mulighed for at føre sine gener videre.
For at gøre det det, må han først skille sig af med de 2 æg som hunnen allerede er ved at ruge på.

Dramaet fortsætter dagen efter.

Dramaet fortsætter. Dagen efter finder jeg et 3. æg knust under reden.
Hunnen har ingen æg at passe, så reden er tom i dagtimerne.
Til aften kommer først hannen tilbage. Den holder vagt ved hullet. To gange forsøger den gamle han at komme ind – men huldet forsvares med spidse klør.

Videoen er forkortet, ventetid er klippet ud.

Det er i mørket vi skal finde lys…
Omend det smerter mig at se de tre knuste æg under reden, så giver det mig et håb.
Naturligvis håber jeg, at hunnen acceptere den nye han, og at de når at få et kuld på vingerne allerede i år.
Det giver mig også et håb om, at kunne holde bestanden kørende.
Reden blev første gang brugt i 2018, de sidste 6 forår har indflyvningerne til reden vist mig, at det er fugle som kender reden – altså forventer jeg, at det har været de samme fugle de sidste 7 år. Det betyder også, at de er ved at “være oppe i årene”.
Nu tyder det på at hannen er udskiftet til en yngre – måske hunnen også kan blive “udskiftet løbende”.
Det vil glæde mig om de på den måde sikrer, at redekassen bliver brugt hvert år fremover.

Læs de øvrige indlæg, om mursejlerene og kvalerne for at få 3 par til at yngle på matriklen.
Kampen om mursejlerene – Del 1
Kampen om mursejlerene – Del 2
Kampen om mursejlerene – Del 3
Kampen om mursejlerene – Del 4
Kampen om mursejlerene – Del 5

Koloni giver beskyttelse

Splitternen er en utrolig let og elegant flyver.
Med de lange slanke vinger er terner i klassen af fugleverdenens virkelige langdistanceflyvere. Nogle terner yngler så langt mod nord som der er land, og overvintre helt nede ved Antarktisk, hvilket jo kræver meget lange trækruter

Splitterne er ikke så aggressive som Hættemåger. Hættemågerne forsvarer deres kolonier med direkte angreb på udefrakommende fjender.
Det benytter Splitternerne sig af, de etablerer sig midt i en Hættemågekoloni, her er de dog hidsige nok til at presse Hættemågerne ud i perferien af kolonien.
Når der kommer fremmede, så lader de Hættemågerne om at angribe og forsvare kolonien som en helhed.

Man er ikke i tvivl når der er en Hættemågekoloni, der er et konstant skrigeri og signaleren mellem mågerne. De bor meget tæt, og det er ofte nødvendigt, lige at erindre naboerne om hvor grænserne går mellem dit og mit. Endvidere skal båndene mellem magerne styrkes gennem lyd.
Det giver også en del skrigeri, når der er nye par som skal finde sig en plads i mængden – hvor de andre syntes at der allerede er optaget.

Hættemågerne accepterer Splitternerne, da de ikke konkurrerer på føde. Splitternerne jager typisk længere til havs end Hættemågerne, som jo endda kan søge efter føde på land.
Også Dværgmåger, forskellige ænder og Lappedykkere har for vane at etablere sig i Hættemågekolonier.

Her ser en han og en hun hinanden an. Hannen viser for hunnen, at han er en dygtig fisker, og at han derfor er en god partner der kan holde hende og ungerne mætte under rugningen og opfostringen af ungerne.
I tilfældet her holdt han sig dog længe på afstand. Om end hun viste god interesse for fisken – så fik hun den ikke….Kærlighed skal jo gå begge veje.

Der er en voldsom kommunikation, lydniveauet er højt, men gennem larmen finder han tilbage til den rette hun – som genkender og accepterer at han lander.

Der flyves ganske mange Tobis ind i kolonien. Hvilket sætter sit præg på duften i området.
Tobisen kan være langt fra kysten, men Ternerne er både elegante og hurtige flyvere.

Fugle bor meget tæt i kollonien

“Lille spejl i vandet der, hvem er den kønneste i søen her” !!

Hættemågen er en rigtig flot fugl med sin hvide krop, grå vinger og sorte aftegninger på vingespidserne

Hættemågen ser vi om vinteren uden, eller næsten uden hætte.
Den kommer på her i yngletiden, og som det ses, så er den ikke sort. Den står flot i forhold til det hvide øje og røde næb og svælg.

Hætten er væk om vinteren, der er kun den sorte plet bag øjet.

Her en juvil , som jo afviger ganske meget fra de voksne fugle

Parringerne stimulerer de øvrige måger – en funktion der er med til at sikre er en stor samtidighed i kolonien, derved er sårbare, og har brug for forsvar på samme tid.

I forsvaret af kolonien kan Hættemågerne være ganske aggressive. De er ikke bare mange og truende, men kan gå direkte til angreb.

I kano på Lake Duluti

Under vores ophold i Arusha, Tanzania 2019, havde jeg fået opsnust, at en ung mand tilbød roture i sin kano på Lake Duluti. Umiddelbart ikke det store at forvente på en 1000 x 700 m store sø. Men jeg blev klogere..
Der var mange spændende arter, og det var muligt at komme relativt tæt på flere af dem.

I sivene boede der Tavetavævere / Golden Taveta Weavers, de var i gang med redebyggeri – et facinerende skue..
Tavetavævere laver sine tråde ved at spalte sivene, og rive strenge i passende bredde af.
Fuglen udvælger to rør med passende afstand, og går så i gang. Med fletninger og et utal af knuder dannes den fineste og meget stabile rede.
Se billederne i kolonnen herunder – og få et indtryk af hvor stort og kompliceret et fletværk den udfører.

Det er hannen alene der bygger reden.
Når den er færdig, skal der findes en mage. Den store indgangsåbning signalerer at reden er ledig.

Når hunnen har accepteret bygmesteren – og hans bygværk, så snørers hullet mere til. Andre kan så også se, at her er et etableret ynglepar.

Der var også mange andre fuglearter ved søen.
Stille padlede han rundt og fremviste hvad han så. Jeg overså næbbe nogle motiver i søen, og diagerede meget rundt med ham, for at få de bedst mulige fotovinkler, og blev hængende lidt længere end folk med telefonkameraet typisk gør.
Jeg spurgte ham, om ikke han ofte havde fotografer med på søen – “Not like you Sir” svarede han 🙂
Omend han måtte søen rundt to gange, tror jeg han var tilfreds med betalingen!

Dejligt at se en ung mand forsøge at lave sig en forretning med enkle midler. Vi lavede en aftale om, at han skulle hjælpe mig med at artsbestemme fuglene når jeg kom hjem, og jeg skulle levere ham billeder, som han kunne bruge til at markedsføre sin lille forretning.
Det viste sig dog efterfølgende, at han var mere “large” med artsbestemmelserne end jeg er. Ænderne på søen viste sig at være” White-Faced Whisling Ducks” – hvor han mente at “Ducks” var en dækkende bestemmelse….

Klik gerne galleriet her op i stort

På små vinger over atlanten

På små vinger over Atlanten

Den voldsomme Tropiske storm Ian – som har kostet mere end 100 menneskeliv i Florida – har formentlig kastet mange fugle med sig ud over Atlanten. Mange af dem ser aldrig land igen, de går til grunde på havet. Er man ikke en fugl der kan flyde på vandet, så er der ingen chancer for at tage et hvil.

En ganske lille sanger, holdt sig på vingerne hele vejen på tværs af Atlanten, indtil den nåede den danske vestkyst. Afhængigt af hvor den var, da orkanen tog den, så er det en tur på 4 – 6.000 km. Det er en meget lang tur for en Gul Sanger.

Det er en fugl der er vant til at trække fra Canada og de nordlige dele af Amerika til Mellemamerika. De normale trækruter går over land, hvorved fuglene har mulighed for at mellemlande, spise og hvile. Trods det, er det en imponerende bedrift at krydse Atlanten, den er da heller ikke tidligere set i Skandinavien. Fuglen er naturligvis et tilløbsstykke, rigtig mange ornitologer valfarter i disse dage til Agger, for at byde fuglen velkommen.

Den spiser flittigt, er konstant i bevægelse for at finde mad.

Den er tydeligvis uvant med omgivelser – feks. lyden af en due der letter, får den til at reagere – noget de hjemmehørende småfugle ikke ænser. Vi må håbe på en mild vinter i Danmark – så den får mulighed for, at opleve et europæisk forår.

Kampen om mursejlerne – Del 5

Kampen om mursejlerne – Del 5.

Forventningerne var store – men overraskelsen endnu større.
For bedre at kunne følge livets gang hos mursejlerene har jeg monteret et kamera i den ene af redekasserne.

De første 2 fugle observeres på himlen den 13. maj, og propperne blev straks trukket så fuglene havde adgang til redekasserne. Det var tydeligvis de gamle fugle som kender hullerne, de gik i hver sit, én i tårnet og heldigvis også en i gavlkassen hvor kameraet er monteret.

Det er 8 måneder siden den har set sin mage.
Spændt venter fuglen på, om magen har klaret vinteren og turene frem og tilbage fra Afrika.
Med kun “naboen” som selskab i luften, må den vente i dagevis.

Efter 8 lange dage kom magen så endeligt – den blev budt velkommen med intens nusseri, men når man hverken har siddet eller ligget ned i 8 måneder, så skal der lige soves lidt…..

Efter et par timers søvn tog de en kort aftentur i luften.
Glæden strålede ud af dem, var ikke til at tage fejl af, alle 3 fugle i vild leg over matriklen.

Jeg håber også, at de sidste 3 fugle har klaret sig og snart vender hjem.
De må hjælpe mig med at holde skovspurvene væk, jeg tømmer de øvrige kasser for skovspurvenes redematerialer hver dag.

Stor var glæden, da det første æg blev lagt.
Det er her efterladt, mens forældrene er ude for at jage.

Skovspurvene opruster kampene

Hvis du har læst mine tidligere indlæg Kampen om mursejlerene – Del 1 til 4, vil du vide, at jeg har svært ved at holde Skovspuvene væk fra mursejlernes redekasser. Hvis jeg undlader at gøre noget, så vil mursejlerne blive fortrængt fra matriklen.
Skovspurvene ville fylde redekasserne med redematerialer inden mursejlerne når frem om foråret. Skovspurvene fylder vitterligt kasserne helt op, der ville slet ikke plads til, at en mursejler kunne klemme sig ind.
Hullerne er afproppet hele vinteren. Om foråret når mursejlerne kommer trækker jeg propperne . Alle huller står derefter åbne, også til de ledige redekasser, da jeg jo håber at nye par også vil slå sig ned her.
Mursejlerne kan let jage skovspurvene væk ude i det åbne, men når de sætter sig i hullerne, med “kun næbbet” udenfor, så kan mursejlerne ikke gøre noget.

Nu er skovspurvene yderligt gået i offensiven.
En skovspurv ser sit snit til at besøge mursejlerenes rede mens de er ude. Den er tydeligvis utryg ved situationen, men får hakket hul i det lagte æg, og skynder sig ud igen.
Se videoen!

Dette på trods af, at jeg aldrig tidligere har set skovspurve gå i denne redekasse. Det er en bevidst handlig, der tjener til at fortrænge mursejlrene.
Det skal dog ikke lykkes!

Herefter er alle Skovspurve blevet bandlyst på matriklen !!!
Alle redekasser og redesteder for Skovspuvene er nu fjernet eller afproppet.
Vinterfodringen har også tidligere trukket mange skovspurve – det er nu slut, der vinterfodres slet ikke mere. Det er trist, da mange andre fugle også nød godt af det.
Jeg anser dog mit arbejde med de truede mursejlere som det vigtigste – så må jeg overlade fodringen af vinterfuglene til naboerne.
Det er tydeligt, at der kommer lokalkendte skovspurve som kender, og tjekker de gamle redesteder under taget, og tjekker mursejlerhullerne, selvom der sidder propper i hullerne.
Levetiden for skovspurve er ca. 3 år, så jeg håber at kunne normalisere forholdene på matriklen om få år.

Af de 3 par mursejlere jeg har boende, er der både denne, og den efterfølgende sæson lykkes at få 4 unger på vingerne 🙂

Runde- og Dovrefjeld

Når vejrguderne smiler over Norge, så er det et af det smukkeste lande jeg kender.
På denne tur startede vi ud med det skønneste vejr ved fuglefjellet Runde.
Den efterfølgende tur ind i landet mod Dovrefjell, gik over Geiranger hvor vejret skiftede til periodevis tæt tåge.

Landskaber mv.

Lunderne på Runde

De fleste Lunder er færdige med at fodre ungerne på rederne sidst i juli. Forældrene sulter derefter ungerne ud af hullerne. Efter en uge er de motiverede til at komme ud, og til at tage springet mod havet.
Kun få fugle flyver stadig ind med fisk under vores besøg.

En Lunde flyver fint – både over og under vandet, men landingerne på klipperne er ofte noget kluntede. Det ved de tilsyneladende godt. De sidder og kigger på hinanden, for at se hvordan landingerne går.

Skønt er det at følge dem gennem dagens sidste timer, hvor lyset bliver mere og mere gyldent.

Det øvrige fugleliv

Nærheden af havet og de beskyttende klipper giver grundlag for meget fugleliv. Også arter som ernærer sig via havfuglene yngler her. Her er bla. Havørn som tager løs af havfuglene.
Storkjoven har også fundet sig tilrette. Den har sin rede i græsset på det flade højfjeld. Storkjoven stresser de andre havfugle, jager og generer dem, til de gylpe deres bytte op – det snupper den så i luften. Under luftduellerne prikker den sine ofre under næbet – på samme måde som fuglens unger ville have gjort – det udløser gylperefleksen, og så er der mad til Storkjoven.
Selv en fantastisk flyver som Sulen, magter Storkjoven at udmanøvrere i luften – det er imponerende !
Alkene var færdige med deres yngelpleje, under vores besøg, var de taget til havs – men efter flere sejladser lykkedes det dog at finde én enkelt på vandet.
Topskarven har også en koloni på Runde. Desværre viser den kun sin top i forbindelse med parringsritualerne.
Lomvierne sad stadig på klipperne i deres hvide verden.
Sulen viste sine evner som kunstner, ved at male sine hvide striber på den rustikke klippe.
Tranen, Hjejlen, Blåhalsungen og Løvsangeren er fra området ved Dovrefjeld.

Dyrlivet

Moskusokse var et af målene for turen til Dovrefjeld.
De går højt til fjelds og spredt ud over det store Dovrefjeld. Rygsækken blev pakket med kun det nødvendigeste inden opstigningen, der startede først på dagen. Jeg kom til at sande, at fjeldet er stort. Det blev en lang dag – men det lykkedes dog at lokalisere og indhente en lille flok på 3 stk.
Kronhjorten overraskede os ved dens tilstedeværelse på Runde – som jo er en forholdsvis lille ø.

Kirkeuglen overrasker

Kirkeuglen er tæt på udryddelse i Danmark, der findes kun et dusin ynglepar tilbage.
I 1960´erne var Kirkeuglen den mest udbrede ugle i Jylland og på Fyn. Uglerne er altså blevet sultet ud af vores natur i løbet af få årtier.

Når afstanden mellem yngleparrene bliver for stor til at de kan nå hinanden, så er det svært at opretholde en bestand. Man har længe ment, at kirkeugler kun spreder sig få km fra det sted de er klækket.

MEN – igen – har vi undervurderet et dyrs evner. En Kirkeugle unge, der i Himmerland fik monteret en lyslogger på ryggen, blev 3 år senere indfanget ved Vejen. Lysloggeren afslørede at uglen gennem en lang periode, havde fløjet på kryds og tværs ned gennem Jylland, hvor den formentlig har søgt efter en mage. Hvilket så lykkedes ved Vejen, 170 km ”hjemmefra”.

Opdagelsen her give håb til de mennesker der konstant arbejder på at holde liv i vores spinkle og sårbare bestand i Danmark.

Kirkeuglen er lille langbenet fugl, kun lidt større end en Solsort

Billederne har jeg tager i Spanien

(Kilde: DOF)

I øjenhøjde med gribbene

Foråret i Extremadura byder på et rigt liv af fugle. Første indtryk er de mange rovfugle på himlen. Glenter og Gribbe ses ofte kredse over landskabet – iblandet Hvide Storke.
Landskabet er ligesom det, vi forsøger at skabe herhjemme i Danmark: åben land med træer og store arealer der afgræsses af dyr. Andre store arealer dyrkes ikke, og det giver en god artsdiversitet af fugle.

Gribbene

Gribbene fascinerer ikke kun på grund af deres størrelse, men også for deres glideflugt og deres evner til at finde føde i det store landskab.
Tidlig morgen er ikke gribbetid, de venter på at solen varmer jorden op, og at der dannes opvinde som de kan glide på. Dog kan de komme tidligere afsted de dage, hvor vind presses mod klipperne, og luften tvinges opad.
Stående på en ca. 200m høj klippe, oplever vi gribbene glide op i øjenhøjde til os, og videre opad – ofte langt op over os. Det er meget fascinerende at se, hvordan de hænger på vinden – og uden vingeslag bevæger sig op og ned. Langs klippesiden bruger de vinden som presses op, og højere oppe bruger de varmetermikken til at komme op i flere km´s højde.
At stå der, over dem, når de steg op, var lidt ligesom at være en del af deres tur opad…
Der var langt flest gåsegribbe, som med et vingefang på 2,75m imponerede, når de lydløst gled forbi – tæt forbi…. Én af mine største fugleoplevelser !
Den lidt større Munkegrib var ikke så talrig, og den noget mindre Ådselgrib

Skrigfuglene

Ordnen af Skrigfugle består bla. af vores egen Isfugl, men også Biæder, Hærfugl og Ellekrage som vi alle opsøgte på turen.
Biæderne var netop kommet til deres koloni, kurmageri, udgravning af redehuller samt kampe om hunner og redepladser var i gang.
Biædernes vane med at sidde helt tæt op ad deres mage og overbringe gaver, er livsbekræftende at se. Imponerende er det også at se den kampiver, de udviser i forsvar af hvad der er deres. De smukke fugle er meget fotogene,. Der blev derfor brugt en del tid ved kolonien.

Ellekragerne var godt i gang med æglægningen. Det var lidt svære at komme tæt på, men de tiltak vores opmærksomhed. Imponerende at følge parrenes tætte bånd, og hannerne der imponerer med deres fald fra store højder.

Hærfuglenes karakteristiske kald hørtes ofte, men fuglene var ikke nemme at komme tæt på.

Andre fugle

Vi opsøgte forskellige habitater og gennemsøgte dem for andre fugle.
Naturligvis søgte vi primært arter, som vi ikke ser her hjemme. Dog må jeg erkende, at Kirkeuglen trak voldsomt i mig, og det lykkes da også at få ram på den.
Sangerne var aktive og meget smukke.

Nærmest ved et tilfælde fandt vi også et kuld ræveunger. Det var rigtig hyggeligt at se dem i et klippemiljø

Hård frost tvinger fuglene

Efter en usædvanlig varm december og januar blev februar 2020 pludselig meget barsk. En periode med dagsfrost og flere nætter med temperature under 15 graders frost.
Søerne var frosne, vandet i sivområderne og jorden har alle steder været stiv i dagevis. Kun steder med kildevæld har været bløde, og eneste fødemulighed for nogle fuglearter.

Vandriksen
Utallige gange har jeg gennem årene kunnet høre vandriksenes grisehyl fra sivene, og har siddet på spring for at få et glimt af dem – men hidtil forgæves. Den søger normalt lidt længere mod syd eller vest om vinteren, nogle fugle bliver dog tilbage og satser på en mild vinter – hvilket er nærliggende efter så mange milde vintre – men lige denne vinter var det en ricikabel satsning.
Med den voldsomme kulde bliver behovet for føde ekstra stort. Frosten har tvunget den sky fugl frem fra dens skjulte verden – det har givet fotografen en mulighed for at observere den.

Skovsneppen
Jeg har længe funderet over hvordan jeg skulle få et billede af en skovsneppe. Den er nataktiv og ses normalt kun når man uforvarende kommer den for nær, og den flyver op fra jorden.
Jægerne må normalt bruge hund for at finde dem, hunden markerer så sit fund, stirrer fuglen dybt i øjnene. Fuglen satser på sin camouflage og flyver først op når jægeren beder sin hun gøre udfald. Når fuglen er i luften må jægeren skyde på den.
Skovsneppen søger normalt også mod De Britiske Øer og Sydvesteuropa om vinteren, men også fugle nordfra søger sydpå. De flyver fint 600km i ét træk, men det er energikrævende, og åbenbart har mange satset på at Danmark også i år bød på en mild vinter..
Kulden var så voldsom, at var tvunget til også at søge føde i dagtimerne, og dermed blev eksponeret i dagslys.
Forskellige steder blev der rapporteret om mange skovsnepper som bukkede under for kulde og fødemangel.

Spurvehøgen
Rovfuglene har også brug for større fødeindtag i kulden, men udbuddet af svækkede byttedyr er også større. Spurvehøgens overraskelsesangreb er lynhurtige, og giver kun byttefuglene kort tid at reagere i. Den opdager straks når der er en svækket fugl, og så slår til.

Et lille galleri der viser de 3 arter som jeg har opsporet dem februar 2021 – klik dem op i stort !

Kampen om mursejlerene – Del 4

Klargøring til sæsonen
Sidst i marts 2020 ville jeg i gang med at klargøre tårnet til sæsonen., men da jeg vil hente stigen, opdager jeg en solsort havde bygget rede på stien …. Da mursejlerne syntes vigtigere end solsorten overvejer jeg at kaste reden væk…..
Det viser sig efterfølgende, at det er “White-tail” der har bygget reden, hvilket smelter mit hjerte. White-tail er til at kende på sin hvide halefjer, den har boet i haven de sidste 2 år. Den er meget tillidsfuld, den kommer helt hen mellem benene på mig, når jeg arbejder med jorden i haven.

“*White-tail” ligger beslag på stigen i ugevis. På trods af det tidlige tidspunkt på sæsonen lykkes det den alligevel at snyde krager og skader, og får sine unger på vingerne*

Efter et par uger har jeg fundet frem til en anden stige som jeg kan låne….
Det bliver derfor midt i april inden tårnet blev lagt ned til klargøring.

Redeskålene er lavet i blød masonit, det har de lokale mejser fundet ud af er et godt byggemateriale til deres reder… Redeskålene var splittet ad, og meget af dem lå mærkelig nok tilbage som pulver i kasserne.
Nye skåle blev fabrikeret og installeret, hvorefter tårnet blev rejst igen.
Propperne der har siddet vinteren over, blev udskiftet med propper som kan trækkes ud når man står på jorden.

Sæsonen starter
Der meldes igen i år om meget koldt vejr i sydeuropa, områder som mursejlerne skal trække igennem. Jeg kan kun vente og håbe det bedste..
Den 11. maj ses de første fugle over matriklen – det er 6 dage tidligere end sidste år – propperne trækkes med det samme.
Næste dag ses den første fugl gå i kassen – sæsonen er i gang 🙂
Der går en uge mere inden de øvrige logerende dukker op.
De samme tre par fra de sidste to år der er tilbage, de har alle klaret vinteren og trækkene.

Kampen fortsætter
Allerede dagen efter at propperne blev trukket indfandt skovspurvene og blåmejserne sig…..
Jeg håber naturligvis på at flere mursejlere vil dukke op, og bryder mig derfor ikke om at forstyrrer ret meget, og heller ikke proppe huller af i sæsonen. Jeg venter til der er gået 17. dage, inden spurvene smides ud 1. gang. Det bliver nødvendigt at rydde ud til yderlig 2 gange i sæsonen
Ikke mindre end 5 af de 8 lejligheder skulle holdes ryddet.

*Efter længere rede aktivitet smides skovspurvene ud. Det er imponerende mængder af materiale de samler sig.*

Sæsonen
Mursejlerne flyver flittigt, giver daglige opvisninger i løbet af sæsonen og passer deres pligter.
På et tidspunkt ser jeg 10 fugle i luften samtidig, hvilket er det højeste antal jeg har set over byen. Måske bestanden er i stigning, måske bare alle fugle er samlet. Tanken om at bestanden er stigende varmer mig..
Sidst juli ser jeg flere gange en enkelt unge kigge ud.
Jeg må erkende at jeg desværre ikke får overblik over hvor mange unger der var i rederne, inden de pludselig var væk..

En senere inspektion af den ene gavlkasse, viser at der lå et æg tilbage.
Jeg gætter derfor på at der er kommet 3 – 5 unger på vingerne i år.